To af KIF Håndbolds kæmper er faldet

To af KIF Håndbolds kæmper er faldet

Af formand Thomas Christensen

Når man har og har haft sin daglige gang i en forening af KIF Håndbolds størrelse, så vil der med tiden være nogen, der falder fra og går bort. Nogle har haft en lille rolle, nogle en stor, nogle for nyligt og andre for længere tid siden. Men ens for alle er at de har sat et aftrykt på en forening, som nutiden og eftertiden kan tage med videre. Vi har desværre måtte tage afsked med to tidligere KIF Håndbold kæmper i den seneste tid, nemlig Alex Pedersen og Kurt Skovsgaard.

Grunden til at netop disse to skal have et ord med på vejen er meget af personlige årsager. Jeg vil gerne beklage, hvis nogle er gået bort, som burde have haft et ord med på vejen, men ikke har fået det. Det er ikke et udtrykt for manglende respekt, men som jeg indleder – i en forening med over 500 tilknyttede, så har der været mange forbi gennem årene.

Da jeg kom til KIF Håndbold i 1995, var en af de allerførste jeg mødte Alex Pedersen. Holdleder på 2. divisionsholdet gennem mange år. Personen der fik os alle sammen til at føle os som KIF’ere uanset hvem der gennem mine 7-8 år på andetholdet var træner. Alex sørgede sammen med sin kone Lis for at trøjerne var i orden og i de første år sørgede han også for ostemadder før hjemmekampene. Der var ingen forskel på den service vi fik og på den service Kell Jørgensen og Erik Skov ydede på førsteholdet.

Alex havde selv spillet på andetholdet i hans yngre dage og var KIF’er helt ind marven. Han var altid klar til at give en hånd og tit var Lis også med. Sagligt, fagligt men også med klar melding på kritik fulgte de tæt deres søn Flemming ”Bager” Pedersen, der i mange år og i mere end 300 kampe var en fast del af KIFs førstehold og med til at vinde mange medaljer for klubben fra slutningen af 80’erne og op gennem 90’erne. Mine tanker og en stor tak går til Lis, Flemming, og børnebørnene.

Kurt Skovsgaard er nok den jeg har brugt flest timer sammen med i KIF regi – måske på nær Jens Boesen – men i det frivillige regi i hvert fald. Kurt var en af de bærende kræfter i det arbejde, der gjorde at KIFs kvinder kom op på samme niveau som herrerne i slutningen af 90’erne. Kurt kastede sig nemlig også efter sin aktive karriere som spiller i KIF Håndbold over træner- og ledergerningen, og sammen med en række andre daværende lederefik pigerne opmærksomheden. Da jeg kom til KIF Håndbold havde Kurt sluppet det meste omkring førsteholdet til andre gode kræfter, men blev ved med at gøre en kæmpe indsats både for senior og for ungdom i klubben.

Vi har brugt utallige timer i de gamle klublokaler, der hvor der nu er fitnesscenter, på at finde trænere, planlægge træningstider, planlægge sociale arrangementer. Tit har snakken forsat hjemme på Åvang eller måske over en øl på Papegøjen.

Vi fik skabt et socialt sammenhold mellem breddeholdene på seniorsiden og kunne nogle torsdage trække 40-50 KIF’ere ned på Papegøjen til en enkelt ”tak for en god trænings øl”. Selv om Kurt flyttede til Vamdrup og kastede interessen på hestene, så dukkede han stadig op når klubbens ”guleærteklub” mødtes hvert år i november. Mine tanker og en stor tak går til hans kone Randi, børnene Mikkel, Rasmus og Julie og deres familier og hans daværende hustru Jytte.

Jeg synes altid det er uretfærdig og meningsløst når nogen skal videre fra denne jord. Og det gør jeg også nu med Alex og Kurt. Når jeg nogle gange i de seneste dage har tænkt over hvad jeg skulle skrive når tiden kom i weekenden, så er der en ting, der har slået mig igen og igen. Mange af jer der er foreningsledere, virksomhedsleder eller noget lignende har sikkert tit mødt kommentaren ”hvad har klubben/ virksomheden tænkt sig at gøre ved det?” Mange gange svarer jeg ”fortæl mig først hvem klubben er. Er det mig som formand, os som sidder i bestyrelsen, eller er det fællesskabet med spillere, trænere, frivillige, forældre og bestyrelsen, der sammen udgør klubben.” Ja I har nok gættet mit svar på hvad der udgør en klub. Det gør værdierne i væggene, ånden i omklædningsrummet, aftalerne og respekten mellem hinanden, og så skal vi alle sammen ”bare” leve efter det.

Det er værdier og en ånd, der har udviklet sig konstant siden 1941, og som er på en rejse der aldrig ender. Det er en udvikling som mange har prøvet at påvirke – nogle positivt andre mindre positivt - men hvor langt flere har medvirket til at det er lykkedes og levet i det. To af dem der har gjort KIF Håndbold til det det er i dag og som har bidraget positivt på rejsen og som samtidig har gjort mig til KIF’er er Alex og Kurt.

Jeg kunne og ville gerne skrive så meget mere, men slutter her med et stort TAK – BARE TAK.